丹麦语泛读之安徒生童话:冰雪女王3

»Det er de hvide bier, som sværmer!« sagde den gamle bedstemo- der. 

»Har de også en bidronning?« spurgte den lille dreng, for han vidste, at imellem de virkelige bier er der sådan én. 

»Det har de!« sagde bedstemoderen. »Hun flyver der, hvor de sværmer tættest! Hun er størst af dem alle, og aldrig bliver hun stille på jorden, hun flyver op igen i den sorte sky. Mangen vinternat flyver hun igennem byens gader og kigger ind ad vinduerne, og da fryser de så underligt, ligesom med blomster.« 

»Ja, det har jeg set!« sagde begge børnene og så vidste de, at det var sandt. 

»Kan snedronningen komme herind?« spurgte den lille pige. 

»Lad hende kun komme,« sagde drengen, »så sætter jeg hende på den varme kakkelovn, og så smelter hun.« 

Men bedstemoderen glattede hans hår og fortalte andre historier. Om aftenen da den lille Kay var hjemme og halvt afklædt, krøb han op på stolene ved vinduet og tittede ud af det lille hul; et par snefnug faldt derude, og én af disse, den allerstørste, blev liggende på kanten af den ene blomsterkasse; snefnugget voksede mere og mere, det blev til sidst til et helt fruentimmer, klædt i de fineste, hvide flor, der var som sammensat af millioner stjerneagtige fnug. Hun var så smuk og 

fin, men af is, den blændende, blinkende is, dog var hun levende; 

øjnene stirrede som to klare stjerner, men der var ingen ro eller hvile i dem. Hun nikkede til vinduet og vinkede med hånden. Den lille dreng blev forskrækket og sprang ned af stolen, da var det, som der udenfor fløj en stor fugl forbi vinduet. 

Næste dag blev det klar frost, - og så blev det tø - og så kom foråret, solen skinnede, det grønne pippede frem, svalerne byggede rede, vin- duerne kom op og de små børn sad igen i deres lille have højt oppe i tagrenden over alle etagerne. 

Roserne blomstrede den sommer så mageløst; den lille pige havde lært en salme, og i den stod der om roser og ved de roser tænkte hun på sine egne; og hun sang den for den lille dreng, og han sang den med: