丹麦语泛读之安徒生童话:冰雪女王4

»Roserne vokser i dale, 

der får vi barn Jesus i tale!« 

Og de små holdt hinanden i hænderne, kyssede roserne og så ind i Guds klare solskin og talte til det, som om Jesusbarnet var der. Hvor det var dejlige sommerdage, hvor det var velsignet at være ude ved de friske rosentræer, der aldrig syntes at ville holde op med at blomstre. 

Kay og Gerda sad og så i billedbogen med dyr og fugle, da var det klokken slog akkurat fem på det store kirketårn, - at Kay sagde: »Au! 

Det stak mig i hjertet! Og nu fik jeg noget ind i øjet!« 

Den lille pige tog ham om halsen; han plirede med øjnene; nej, der var ikke noget at se. 

»Jeg tror, det er borte!« sagde han; men borte var det ikke. Det var just sådant et af disse glaskorn, der sprang fra spejlet, troldspejlet, vi husker det nok, det fæle glas, som gjorde at alt stort og godt, der afspejlede sig deri, blev småt og hæsligt, men det onde og slette trådte ordentlig frem, og hver fejl ved en ting blev straks til at bemærke. Den stakkels Kay, han havde også fået et gran lige ind i hjertet. Det ville snart blive ligesom en isklump. Nu gjorde det ikke ondt mere, men det var der. 

»Hvorfor græder du?« spurgte han. »Så ser du styg ud! Jeg fejler jo ikke noget! Fy!« råbte han lige med ét: »Den rose der er gnavet af en orm! Og se, den der er jo ganske skæv! Det er i grunden nogle ækle roser! De ligner kasserne, de står i!« Og så stødte han med foden hårdt imod kassen og rev de to roser af. 

»Kay, hvad gør du!« råbte den lille pige; og da han så hendes for- skrækkelse, rev han endnu en rose af og løb så ind ad sit vindue bort fra den velsignede lille Gerda.