丹麦语泛读之安徒生童话:冰雪女王5

Når hun siden kom med billedbogen, sagde han, at den var for pattebørn, og fortalte bedstemoderen historier, kom han alletider med et men - ja kunne han komme til det, så gik han bag efter hende, satte briller på og talte ligesom hun; det var ganske akkurat, og så lo folk ad ham. Han kunne snart tale og gå efter alle mennesker i hele gaden. Alt, hvad der var aparte hos dem og ikke kønt, det vidste Kay at gøre bagefter, og så sagde folk: »Det er bestemt et udmærket hoved, han har den dreng!« men det var det glas, han havde fået i øjet, det glas der sad i hjertet, derfor var det, han drillede selv den lille Gerda, som med hele sin sjæl holdt af ham. 

Hans lege blev nu ganske anderledes end før, de var så forstandige. 

En vinterdag, som snefnuggene føg, kom han med et stort brændglas, holdt sin blå frakkeflig ud og lod snefnuggene falde på den. 

»Se nu i glasset, Gerda!« sagde han, og hvert snefnug blev meget større og så ud, som en prægtig blomst eller en tikantet stjerne; det var dejligt at se på. 

»Ser du, hvor kunstigt!« sagde Kay, »det er meget interessantere end med de virkelige blomster! Og der er ikke en eneste fejl ved dem, de er ganske akkurate, når de blot ikke smelter!« 

Lidt efter kom Kay med store handsker og sin slæde på ryggen, han råbte Gerda lige ind i øret: »Jeg har fået lov at køre på den store plads, hvor de andre leger!« og af sted var han. 

Derhenne på pladsen bandt tit de kækkeste drenge deres slæde fast ved bondemandens vogn og så kørte de et godt stykke med. Det gik just lystigt. Som de bedst legede, kom der en stor slæde; den var ganske hvidmalet, og der sad i den én, indsvøbt i en lådden hvid pels og med hvid lådden hue; slæden kørte pladsen to gange rundt, og Kay fik gesvindt sin lille slæde bundet fast ved den, og nu kørte han med.