丹麦语泛读之安徒生童话:冰雪女王6

Det gik raskere og raskere lige ind i den næste gade; den, som kørte, drejede hovedet, nikkede så venligt til Kay, det var ligesom om de kendte hinanden; hver gang Kay ville løsne sin lille slæde, nikkede personen igen, og så blev Kay siddende; de kørte lige ud af byens port.  

Da begyndte sneen således at vælte ned, at den lille dreng ikke kunne se en hånd for sig, mens han får af sted; da slap han hurtigt snoren, for at komme løs fra den store slæde, men det hjalp ikke, hans lille køretøj hang fast, og det gik med vindens fart. Da råbte han ganske højt, men ingen hørte ham, og sneen føg og slæden fløj af sted; imellem gav den et spring, det var, som om han for over grøfter og gærder. Han var ganske forskrækket, han ville læse sit Fadervor, men han kunne kun huske den store tabel. 

Snefnuggene blev større og større, til sidst så de ud, som store hvide høns; med ét sprang de til side, den store slæde holdt, og den person som kørte i den, rejste sig op, pelsen og huen var af bare sne; en dame var det, så høj og rank, så skinnende hvid, det var snedronningen. 

»Vi er kommet godt frem,« sagde hun. »Men er det at fryse! Kryb ind i min bjørnepels!« og hun satte ham i slæden hos sig, slog pelsen om ham, det var som om han sank i en snedrive. 

»Fryser du endnu!« spurgte hun, og så kyssede hun ham på panden. 

Uh! Det var koldere end is, det gik ham lige ind til hans hjerte, der jo dog halvt var en isklump; det var, som om han skulle dø! - Men kun et øjeblik, så gjorde det just godt; han mærkede ikke mere til kulden rundt om. 

»Min slæde! Glem ikke min slæde!« Det huskede han først på; og den blev bundet på én af de hvide høns, og den fløj bag efter med slæden på ryggen. Snedronningen kyssede Kay endnu en gang, og da havde han glemt lille Gerda og bedstemoder og dem alle der hjemme. 

»Nu får du ikke flere kys!« sagde hun, »for så kyssede jeg dig ihjel!« 

Kay så på hende, hun var så smuk, et klogere, dejligere ansigt kunne han ikke tænke sig, nu syntes hun ikke af is, som den gang hun sad uden for vinduet og vinkede ad ham; for hans øjne var hun fuldkom- men, han følte sig slet ikke bange, han fortalte hende, at han kunne hovedregning, og det med brøk, landenes kvadratmil og »hvor mange indvånere«, og hun smilte altid; da syntes han, det var dog ikke nok, hvad han vidste, og han så op i det store, store luftrum, og hun fløj med ham, fløj højt op på den sorte sky, og stormen susede og brusede, det var, som sang den gamle viser. De fløj over skove og søer, over have og lande; neden under susede den kolde blæst, ulvene hylede, sneen gnistrede, hen over den fløj de sorte skrigende krager, men ovenover skinnede månen så stor og klar, og på den så Kay den lange, lange vinternat; om dagen sov han ved snedronningens fødder.