丹麦语泛读之安徒生童话:冰雪女王7

Tredje historie. 

Blomsterhaven hos konen, som kunne trolddom. 

Men hvorledes havde den lille Gerda det, da Kay ikke mere kom? 

Hvor var han dog? - Ingen vidste det, ingen kunne give besked. Dren- gene fortalte kun, at de havde set ham binde sin slæde til en prægtig stor, der kørte ind i gaden og ud af byens port. Ingen vidste, hvor han var, mange tårer flød, den lille Gerda græd så dybt og længe; - så sagde de, at han var død, han var sunket i floden, der løb tæt ved byen; o, det var ret lange, mørke vinterdage. 

Nu kom våren med varmere solskin. 

»Kay er død og borte!« sagde den lille Gerda. 

»Det tror jeg ikke!« sagde solskinnet. 

»Han er død og borte!« sagde hun til svalerne. 

»Det tror jeg ikke!« svarede de, og til sidst troede den lille Gerda det heller ikke. 

»Jeg vil tage mine nye, røde sko på,« sagde hun en morgenstund, »dem, Kay aldrig har set, og så vil jeg gå ned til floden og spørge den ad!« 

Og det var ganske tidligt; hun kyssede den gamle bedstemoder, som sov, tog de røde sko på og gik ganske ene ud af porten til floden. 

»Er det sandt, at du har taget min lille legebroder? Jeg vil forære dig mine røde sko, dersom du vil give mig ham igen!« 

Og bølgerne, syntes hun, nikkede så underligt; da tog hun sine røde sko, det kæreste hun havde, og kastede dem begge to ud i floden, men de faldt tæt inde ved bredden, og de små bølger bar dem straks i land til hende, det var ligesom om floden ikke ville tage det kæreste hun havde, da den jo ikke havde den lille Kay; men hun troede nu, at hun ikke kastede skoene langt nok ud, og så krøb hun op i en båd, der lå i sivene, hun gik helt ud i den yderste ende og kastede skoene; men båden var ikke bundet fast, og ved den bevægelse, hun gjorde, gled den fra land; hun mærkede det og skyndte sig for at komme bort, men før hun nåede tilbage, var båden over en alen ude, og nu gled den hurti- gere af sted.