丹麦语泛读之安徒生童话:冰雪女王8

Da blev den lille Gerda ganske forskrækket og gav sig til at græde, men ingen hørte hende uden gråspurvene, og de kunne ikke bære hende i land, men de fløj langs med bredden og sang, ligesom for at trøste hende: »Her er vi! Her er vi!« Båden drev med strømmen; den lille Gerda sad ganske stille i de bare strømper; hendes små røde sko flød bagefter, men de kunne ikke nå båden, der tog stærkere fart. 

Smukt var der på begge bredder, dejlige blomster, gamle træer og skrænter med får og køer, men ikke et menneske at se. 

»Måske bærer floden mig hen til lille Kay,« tænkte Gerda, og så blev hun i bedre humør, rejste sig op og så i mange timer på de smukke grønne bredder; så kom hun til en stor kirsebærhave, hvor der var et lille hus med underlige røde og blå vinduer, for resten stråtag og uden for to træsoldater, som skuldrede for dem, der sejlede forbi. 

Gerda råbte på dem, hun troede, at de var levende, men de svarede naturligvis ikke; hun kom dem ganske nær, floden drev båden lige ind imod land. 

Gerda råbte endnu højere, og så kom ud af huset en gammel, gam- mel kone, der støttede sig på en krogkæp; hun havde en stor solhat på, og den var bemalet med de dejligste blomster. 

»Du lille stakkels barn!« sagde den gamle kone; »hvorledes er du dog kommet ud på den store, stærke strøm, drevet langt ud i den vide verden!« Og så gik den gamle kone helt ud i vandet, slog sin krogkæp fast i båden, trak den i land og løftede den lille Gerda ud. 

Og Gerda var glad ved at komme på det tørre, men dog lidt bange for den fremmede, gamle kone. 

»Kom dog og fortæl mig, hvem du er, og hvorledes du kommer her!« sagde hun.