丹麦语泛读之安徒生童话:冰雪女王10

Nu førte hun Gerda ud i blomsterhaven. - Nej! Hvor her var en duft og dejlighed! Alle de tænkelige blomster, og det for enhver årstid, stod her i det prægtigste flor; ingen billedbog kunne være mere broget og smuk. Gerda sprang af glæde, og legede, til solen gik ned bag de høje kirsebærtræer, da fik hun en dejlig seng med røde silkedyner, de var stoppet med blå violer, og hun sov og drømte der så dejligt, som nogen dronning på sin bryllupsdag. 

Næste dag kunne hun lege igen med blomsterne i det varme solskin, - således gik mange dage. Gerda kendte hver blomst, men ihvor man- ge der var, syntes hun dog, at der manglede én, men hvilken vidste hun ikke. Da sidder hun en dag og ser på den gamle kones solhat med de malede blomster, og just den smukkeste der var en rose. Den gamle havde glemt at få den af hatten, da hun fik de andre ned i jorden. Men således er det, ikke at have tankerne med sig! 

»Hvad!« sagde Gerda, »er her ingen roser!« og sprang ind imellem bedene, søgte og søgte, men der var ingen at finde; da satte hun sig ned og græd, men hendes hede tårer faldt netop der, hvor et rosentræ var sunket, og da de varme tårer vandede jorden, skød træet med ét op, så blomstrende, som da det sank, og Gerda omfavnede det, kyssede roserne og tænkte på de dejlige roser hjemme og med dem på den lille Kay. 

»O, hvor jeg er blevet sinket!« sagde den lille pige. »Jeg skulle jo finde Kay! - Ved I ikke hvor han er?« spurgte hun roserne. »Tror I, at han er død og borte?« 

»Død er han ikke,« sagde roserne. »Vi har jo været i jorden, der er alle de døde, men Kay var der ikke!« 

»Tak skal I have!« sagde den lille Gerda, og hun gik hen til de andre blomster og så ind i deres kalk og spurgte: »Ved I ikke, hvor lille Kay er?« 

Men hver blomst stod i solen og drømte sit eget eventyr eller histo- rie, af dem fik lille Gerda så mange, mange, men ingen vidste noget om Kay.