Og hvad sagde da ildliljen?
»Hører du trommen: bum! bum! Det er kun to toner, altid bum! bum!
Hør kvindernes sørgesang! Hør præsternes råb! - I sin lange, røde kjortel står hindukonen på bålet, flammerne slår op om hende og hendes døde mand; men hindukonen tænker på den levende her i
kredsen, ham, hvis øjne brænder hedere end flammerne, ham, hvis øjnes ild når mere hendes hjerte, end de flammer, som snart brænder hendes legeme til aske. Kan hjertets flamme dø i bålets flammer?«
»Det forstår jeg slet ikke!« sagde den lille Gerda.
»Det er mit eventyr!« sagde ildliljen. Hvad siger konvolvolus?
»Ud over den snævre fjeldvej hænger en gammel ridderborg; det tætte eviggrønt vokser op om de gamle, røde mure, blad ved blad, hen om altanen, og der står en dejlig pige; hun bøjer sig ud over rækværket og ser ned ad vejen. Ingen rose hænger friskere fra grenene, end hun, ingen æbleblomst, når vinden bærer den fra træet, er mere svævende, end hun; hvor rasler den prægtige silkekjortel! 'Kommer han dog ikke!'«
»Er det Kay, du mener?« spurgte lille Gerda.
»Jeg taler kun om mit eventyr, min drøm,« svarede konvolvolus. Hvad siger den lille sommergæk?
»Mellem træerne hænger i snore det lange bræt, det er en gynge; to nydelige småpiger, - kjolerne er hvide som sne, lange, grønne Z /O silkebånd flagrer fra hattene, - sidder og gynger; broderen, der er større end de, står op i gyngen, han har armen om snoren for at holde sig, thi i den ene hånd har han en lille skål, i den anden en kridtpibe, han blæser sæbebobler; gyngen går, og boblerne flyver med dejlige, vekslende farver; den sidste hænger endnu ved pibestilken og bøjer sig i vinden; gyngen går. Den lille, sorte hund, let som boblerne, rejser sig på bagbenene og vil med i gyngen; den flyver, hunden dumper, bjæffer og er vred, den gækkes, boblerne brister, - et gyngende bræt, et springende skumbillede er min sang!«
»Det kan gerne være, at det er smukt, hvad du fortæller, men du siger det så sørgeligt og nævner slet ikke Kay. Hvad siger hyacinterne?«