丹麦语泛读之安徒生童话:冰雪女王12

»Der var tre dejlige søstre, så gennemsigtige og fine; den enes kjortel var rød, den andens var blå, den tredjes ganske hvid; hånd i hånd dansede de ved den stille sø i det klare måneskin. De var ikke 

elverpiger, de var menneskebørn. Der duftede så sødt, og pigerne svandt i skoven; duften blev stærkere; - tre ligkister, i dem lå de dejlige piger, gled fra skovens tykning hen over søen; sankthansorme fløj skinnende rundt om, som små svævende lys. Sover de dansende piger, eller er de døde? - Blomsterduften siger, de er lig; aftenklokken ringer over de døde!« 

»Du gør mig ganske bedrøvet,« sagde den lille Gerda. »Du dufter så stærkt; jeg må tænke på de døde piger! Ak, er da virkelig lille Kay død? Roserne har været nede i jorden, og de siger nej!« 

»Ding, dang!« ringede hyacintens klokker. »Vi ringer ikke over lille Kay, ham kender vi ikke! Vi synger kun vor vise, den eneste, vi kan!« 

Og Gerda gik hen til smørblomsten, der skinnede frem imellem de glinsende, grønne blade. 

»Du er en lille, klar sol!« sagde Gerda. »Sig mig, om du ved, hvor jeg skal finde min legebroder?« 

Og smørblomsten skinnede så smukt og så på Gerda igen. Hvilken vise kunne vel smørblomsten synge? Den var heller ikke om Kay. 

»I en lille gård skinnede Vorherres sol så varmt den første forårsdag; strålerne gled ned ad naboens hvide væg, tæt ved groede de første gule blomster, skinnende guld i de varme solstråler; gamle bedstemoder var ude i sin stol, datterdatteren, den fattige, kønne tjenestepige, kom hjem på et kort besøg; hun kyssede bedstemoderen. Der var guld, hjertets guld i det velsignede kys. Guld på munden, guld i grunden, guld deroppe i morgenstunden! Se, det er min lille historie!« sagde smørblomsten.