丹麦语泛读之安徒生童话:冰雪女王13

»Min gamle stakkels bedstemoder!« sukkede Gerda. »Ja hun længes vist efter mig, er bedrøvet for mig, ligesom hun var for lille Kay. Men jeg kommer snart hjem igen, og så bringer jeg Kay med. - Det kan ikke hjælpe, at jeg spørger blomsterne, de kan kun deres egen vise, de siger mig ikke besked!« Og så bandt hun sin lille kjole op, for at hun kunne løbe raskere; men pinseliljen slog hende over benet, idet hun sprang over den; da blev hun stående, så på den lange gule blomst og 

spurgte: »Ved du måske noget?« og hun bøjede sig lige ned til pinse- liljen. Og hvad sagde den? 

»Jeg kan se mig selv! Jeg kan se mig selv!« sagde pinseliljen. »O, o, hvor jeg lugter! - Oppe på det lille kvistkammer, halvt klædt på, står en lille danserinde, hun står snart på ét ben, snart på to, hun sparker ad den hele verden, hun er bare øjenforblændelse. Hun hælder vand af tepotten ud på et stykke tøj, hun holder, det er snørelivet; renlig- hed er en god ting! Den hvide kjole hænger på knagen, den er også vasket i tepotten og tørret på taget; den tager hun på, det safrangule tørklæde om halsen, så skinner kjolen mere hvid. Benet i vejret! Se hvor hun knejser på en stilk! Jeg kan se mig selv! Jeg kan se mig selv!« 

»Det bryder jeg mig slet ikke om!« sagde Gerda, »det er ikke noget at fortælle mig!« Og så løb hun til udkanten af haven. 

Døren var lukket, men hun vrikkede i den rustne krampe, så den gik løs, og døren sprang op, og så løb den lille Gerda på bare fødder ud i den vide verden. Hun så tre gange tilbage, men der var ingen, som kom efter hende; til sidst kunne hun ikke løbe mere og satte sig på en stor sten, og da hun så sig rundt om, var sommeren forbi, det var sent på efteråret, det kunne man slet ikke mærke derinde i den dejlige have, hvor der var altid solskin og alle årstiders blomster. 

»Gud! Hvor jeg har sinket mig!« sagde den lille Gerda: »Det er jo blevet efterår! Så tør jeg ikke hvile!« og hun rejste sig for at gå. O, hvor hendes små fødder var ømme og trætte, og rundt om så det koldt og råt ud; de lange pileblade var ganske gule, og tågen dryppede i vand fra dem, ét blad faldt efter et andet, kun slåentornen stod med frugt, så stram og til at rimpe munden sammen. O, hvor det var gråt og tungt i den vide verden.