丹麦语泛读之安徒生童话:冰雪女王14

Fjerde historie. 

Prins og prinsesse. 

Gerda måtte igen hvile sig; da hoppede der på sneen lige over for hvor hun sad, en stor krage, den havde længe siddet, set på hende og vrikket med hovedet; nu sagde den: »Kra! Kra! - Go' da'! Go' da'!« Bedre kunne den ikke sige det, men den mente det så godt med den lille pige og spurgte, hvorhen hun gik så alene ude i den vide verden. Det ord: alene forstod Gerda meget godt og følte ret, hvor meget der lå deri, og så fortalte hun kragen sit hele liv og levned og spurgte, om den ikke 

havde set Kay. 

Og kragen nikkede ganske betænksomt og sagde: »Det kunne være! Det kunne være!« 

»Hvad tror du!« råbte den lille pige og havde nær klemt kragen ihjel, således kyssede hun den. 

»Fornuftig, fornuftig!« sagde kragen. »Jeg tror, det kan være den lille Kay! Men nu har han vist glemt dig for prinsessen!« 

»Bor han hos en prinsesse?« spurgte Gerda. 

»Ja hør!« sagde kragen, »men jeg har så svært ved at tale dit sprog. Forstår du kragemål, så skal jeg bedre fortælle!« 

»Nej, det har jeg ikke lært!« sagde Gerda, »men bedstemoder kunne det, og P-mål kunne hun. Bare jeg havde lært det!« 

»Gør ikke noget!« sagde kragen, »jeg skal fortælle, så godt jeg kan, men dårligt bliver det alligevel!« og så fortalte den, hvad den vidste. 

»I det kongerige, hvor vi nu sidder, bor en prinsesse, der er så uhyre klog, men hun har også læst alle aviser, der er til i verden, og glemt dem igen, så klog er hun. Forleden sidder hun på tronen, og det er ikke så morsomt endda, siger man, da kommer hun til at nynne en vise, det var netop den: »Hvorfor skulle jeg ikke gifte mig!« »Hør, det er der noget i«, siger hun, og så ville hun gifte sig, men hun ville have en mand, der forstod at svare, når man talte til ham, en, der ikke stod og kun så fornem ud, for det er så kedeligt. Nu lod hun alle hofdamerne tromme sammen, og da de hørte, hvad hun ville, blev de så fornøjede, »det kan jeg godt lide!« sagde de, »sådant noget tænkte jeg også på forleden!« -