丹麦语泛读之安徒生童话:冰雪女王15

Du kan tro, at det er sandt hvert ord jeg siger!« sagde kragen. »Jeg har en tam kæreste, der går frit om på slottet, og hun har fortalt mig alt!« 

Det var naturligvis også en krage hans kæreste, for krage søger mage, og det er altid en krage. 

»Aviserne kom straks ud med en kant af hjerter og prinsessens navnetræk; man kunne læse sig til, at det stod enhver ung mand, der så godt ud, frit for at komme op på slottet og tale med prinsessen, og den, som talte, så at man kunne høre han var hjemme der, og talte bedst, ham ville prinsessen tage til mand! -Ja, ja!« sagde kragen. »Du kan tro mig, det er så vist, som jeg sidder her, folk strømmede til, der var en trængsel og en løben, men det lykkedes ikke, hverken den første eller anden dag. De kunne alle sammen godt tale, når de var ude på gaden, men når de kom ind ad slotsporten og så gården i sølv, og op ad trapperne lakajerne i guld og de store oplyste sale, så blev de forbløffede! Og stod de foran tronen, hvor prinsessen sad, så vidste de intet at sige uden det sidste ord, hun havde sagt, og det brød hun sig ikke om at høre igen. Det var ligesom om folk derinde havde fået snustobak på maven og var faldet i dvale, indtil de kom ud på gaden igen, ja, så kunne de snakke. Der stod en række lige fra byens port til slottet. 

Jeg var selv inde at se det!« sagde kragen. »De blev både sultne og tørstige, men fra slottet fik de ikke engang så meget som et glas vand. 

Vel havde nogle af de klogeste taget smørrebrød med, men de delte ikke med deres nabo, de tænkte, som så: lad ham kun se sulten ud, så tager prinsessen ham ikke!«