丹麦语泛读之安徒生童话:冰雪女王16

»Men Kay, lille Kay!« spurgte Gerda. »Når kom han? Var han mellem de mange?« 

»Giv tid! Giv tid! Nu er vi lige ved ham! Det var den tredje dag, da kom der en lille person, uden hest eller vogn, ganske frejdig marcherende lige op til slottet; hans øjne skinnede som dine, han havde dejligt, langt hår, men ellers fattige klæder!« 

»Det var Kay!« jublede Gerda. »O, så har jeg fundet ham!« og hun klappede i hænderne. 

»Han havde en lille ransel på ryggen!« sagde kragen. 

»Nej, det var vist hans slæde!« sagde Gerda. »For med slæden gik han bort!« 

»Det kan gerne være!« sagde kragen. »Jeg så ikke så nøje til; men det ved jeg fra min tamme kæreste, at da han kom ind ad slotsporten og så livgarden i sølv og op ad trappen lakajerne i guld, blev han ikke det bitterste forknyt, han nikkede og sagde til dem: »Det må være kedeligt at stå på trappen, jeg går hellere indenfor!« Der skinnede salene med lys; gehejmeråder og excellencer gik på bare fødder og bar guldfade; man kunne nok blive højtidelig! Hans støvler knirkede så frygtelig stærkt, men han blev dog ikke bange!« 

»Det er ganske vist Kay!« sagde Gerda. »Jeg ved, han havde nye støvler, jeg har hørt dem knirke i bedstemoders stue!« 

»Ja knirke gjorde de!« sagde kragen, »og frejdig gik han lige ind for prinsessen, der sad på en perle, så stor som et rokkehjul; og alle hofdamerne med deres piger og pigers piger, og alle kavalererne med deres tjenere og tjeneres tjenere, der holder dreng, stod opstillet rundt om; og jo nærmere de stod ved døren, jo stoltere så de ud. Tjenernes tjeners dreng, der altid går i tøfler, er næsten ikke til at se på, så stolt står han i døren!«