丹麦语泛读之安徒生童话:冰雪女王17

»Det må være grueligt!« sagde den lille Gerda. »Og Kay har dog fået prinsessen?« 

»Havde jeg ikke været en krage, så havde jeg taget hende, og det uagtet jeg er forlovet. Han skal have talt lige så godt som jeg taler, når jeg taler kragemål, det har jeg fra min tamme kæreste. Han var frejdig og nydelig; han var slet ikke kommet for at fri, bare alene kommet for at høre prinsessens klogskab, og den fandt han god, og hun fandt ham god igen!« 

»Ja, vist! Det var Kay!« sagde Gerda. »Han var så klog, han kunne hovedregning med brøk! - O, vil du ikke føre mig ind på slottet!« 

»Ja, det er let sagt!« sagde Kragen. »Men hvorledes gør vi det? Jeg vil tale derom med min tamme kæreste; hun kan vel råde os; thi det må jeg sige dig, sådan en lille pige, som du, får aldrig lov at komme ordentlig ind!« 

»Jo, det gør jeg!« sagde Gerda. »Når Kay hører, jeg er her, kommer han straks ud og henter mig!« 

»Vent mig ved stenten der!« sagde kragen, vrikkede med hovedet og fløj bort. 

Først da det var mørk aften kom kragen igen tilbage: »Rar! Rar!« 

sagde den. »Jeg skal hilse dig fra hende mange gange! Og her er et lille brød til dig, det tog hun i køkkenet, der er brød nok og du er vist sulten! - Det er ikke muligt, at du kan komme ind på slottet, du har jo bare fødder; gården i sølv og lakajerne i guld ville ikke tillade det; men græd ikke, du skal dog nok komme derop. Min kæreste ved en lille bagtrappe, som fører til sovekammeret, og hun ved, hvor hun skal tage nøglen!« 

Og de gik ind i haven, i den store allé, hvor det ene blad faldt efter det andet, og da på slottet lysene slukkedes, det ene efter det andet, førte kragen lille Gerda hen til en bagdør, der stod på klem.