丹麦语泛读之安徒生童话:冰雪女王18

O, hvor Gerdas hjerte bankede af angst og længsel! Det var ligesom om hun skulle gøre noget ondt, og hun ville jo kun have at vide, om det var lille Kay; jo, det måtte være ham; hun tænkte så levende på hans kloge øjne, hans lange hår; hun kunne ordentlig se, hvorledes han smilede, som da de sad hjemme under roserne. Han ville vist blive glad ved at se hende, høre hvilken lang vej hun havde gået for hans skyld, vide, hvor bedrøvet de alle hjemme havde været, da han ikke kom igen. O, det var en frygt og en glæde. 

Nu var de på trappen; der brændte en lille lampe på et skab; midt på gulvet stod den tamme krage og drejede hovedet til alle sider og betragtede Gerda, der nejede, som bedstemoder havde lært hende. 

»Min forlovede har talt så smukt om Dem, min lille frøken!« sagde den tamme krage. »Deres Vita, som man kalder det, er også meget rørende! - Vil De tage lampen, så skal jeg gå foran. Vi går her den lige vej, for der træffer vi ingen!« 

»Jeg synes her kommer nogen lige bagefter!« sagde Gerda, og det susede forbi hende; det var ligesom skygger hen ad væggen, heste med flagrende manker og tynde ben, jægerdrenge, herrer og damer til hest. 

»Det er kun drømmene!« sagde kragen. »De kommer og henter det høje herskabs tanker til jagt, godt er det, så kan De bedre betragte dem i sengen. Men lad mig se, kommer De til ære og værdighed, at De da viser et taknemmeligt hjerte!« 

»Det er jo ikke noget at snakke om!« sagde kragen fra skoven. Nu kom de ind i den første sal, den var af rosenrødt atlask med kunstige blomster op ad væggene; her susede dem allerede drøm- mene forbi, men de for så hurtigt, at Gerda ikke fik set det høje herskab. Den ene sal blev prægtigere end den anden; jo man kunne nok blive forbløffet, og nu var de i sovekammeret. Loftet herinde lignede en stor palme med blade af glas, kostbart glas og midt på gulvet hang i en tyk stilk af guld to senge, der hver så ud som liljer.