丹麦语泛读之安徒生童话:冰雪女王19

Den ene var hvid, i den lå prinsessen; den anden var rød, og i den var det at Gerda skulle søge lille Kay; hun bøjede et af de røde blade til side og da så hun en brun nakke. - O, det var Kay! - Hun råbte ganske højt hans navn, holdt lampen hen til ham - drømmene susede til hest ind i stuen igen - han vågnede, drejede hovedet og - det var ikke den lille Kay. 

Prinsen lignede ham kun på nakken, men ung og smuk var han. Og fra den hvide liljeseng tittede prinsessen ud, og spurgte hvad det var. 

Da græd den lille Gerda og fortalte hele sin historie og alt, hvad kragerne havde gjort for hende. 

»Din lille stakkel!« sagde prinsen og prinsessen, og de roste kragerne og sagde, at de var slet ikke vrede på dem, men de skulle dog ikke gøre det oftere. Imidlertid skulle de have en belønning. 

»Vil I flyve frit?« spurgte prinsessen, »eller vil I have fast ansættelse som hofkrager med alt, hvad der falder af i køkkenet?« 

Og begge krager nejede og bad om fast ansættelse! For de tænkte på deres alderdom og sagde. »Det var så godt at have noget for den gamle mand,« som de kalder det. Og prinsen stod op af sin seng og lod Gerda sove i den, og mere kunne han ikke gøre. Hun foldede sine små hænder og tænkte: »Hvor dog mennesker og dyr er gode!« og så lukkede hun sine øjne og sov så velsignet. Alle drømmene kom igen flyvende ind, og da så de ud som Guds engle, og de trak en lille slæde, og på den sad Kay og nikkede; men det hele var kun drømmeri, og derfor var det også borte igen, så snart hun vågnede.