丹麦语泛读之安徒生童话:冰雪女王22

»Det er alle sammen mine,« sagde den lille røverpige og greb rask fat i en af de nærmeste, holdt den ved benene og rystede den, så at den slog med vingerne. »Kys den!« råbte hun og baskede Gerda med den i ansigtet. »Der sidder skovkanaljerne!« blev hun ved og viste bag en mængde tremmer, der var slået for et hul i muren højt oppe. »Det er skovkanaljerne, de to! De flyver straks væk, har man dem ikke rigtigt låset; og her står min gamle kæreste Bæ!« og hun trak ved hornet et 

rensdyr, der havde en blank kobberring om halsen og var bundet. 

»Ham må vi også have i klemme, ellers springer han med fra os. Hver evige aften kildrer jeg ham på halsen med min skarpe kniv, det er han så bange for!« og den lille pige trak en lang kniv ud af en sprække i muren og lod den glide over rensdyrets hals; det stakkels dyr slog ud med benene, og røverpigen lo og trak så Gerda med ned i sengen. 

»Vil du have kniven med, når du skal sove?« spurgte Gerda og så lidt bange til den. 

»Jeg sover altid med kniv!« sagde den lille røverpige. »Man ved aldrig, hvad der kan komme. Men fortæl mig nu igen, hvad du fortalte før om lille Kay, og hvorfor du er gået ud i den vide verden.« Og Gerda fortalte forfra, og skovduerne kurrede deroppe i buret, de andre duer sov. Den lille røverpige lagde sin arm om Gerdas hals, holdt kniven i den anden hånd og sov, så man kunne høre det; men Gerda kunne slet ikke lukke sine øjne, hun vidste ikke, om hun skulle leve eller dø. Røverne sad rundt om ilden, sang og drak, og røverkællingen slog kolbøtter. O! Det var ganske grueligt for den lille pige at se på.