Da sagde skovduerne: »Kurre, kurre! Vi har set den lille Kay. En hvid høne bar hans slæde, han sad i snedronningens vogn, der for lavt hen over skoven, da vi lå i reden; hun blæste på os unger, og alle døde de uden vi to; kurre! kurre!«
»Hvad siger I deroppe?« råbte Gerda. »Hvor rejste snedronningen hen? Ved I noget derom?«
»Hun rejste sagtens til Lapland, for der er altid sne og is! Spørg bare rensdyret, som står bundet i strikken.«
»Der er is og sne, der er velsignet og godt!« sagde rensdyret; »Der springer man frit om i de store, skinnende dale! Der har snedronningen sit sommertelt, men hendes faste slot er oppe mod nordpolen, på den ø, som kaldes Spitsberg!«
»O,Kay, lille Kay!« sukkede Gerda.
»Nu skal du ligge stille!« sagde røverpigen, »ellers får du kniven op i maven!«
Om morgenen fortalte Gerda hende alt, hvad skovduerne havde sagt, og den lille røverpige så ganske alvorlig ud, men nikkede med hovedet og sagde: »Det er det samme! Det er det samme. - Ved du, hvor Lapland er?« spurgte hun rensdyret.
»Hvem skulle bedre vide det end jeg!« sagde dyret, og øjnene spillede i hovedet på det. »Der er jeg født og båret, der har jeg sprunget på snemarken!«