丹麦语泛读之安徒生童话:冰雪女王24

»Hør!« sagde røverpigen til Gerda. »Du ser, at alle vore mandfolk er borte, men mutter er her endnu, og hun bliver, men op ad morgenstunden drikker hun af den store flaske og tager sig så en lille lur ovenpå; - så skal jeg gøre noget for dig!« Nu sprang hun ud af sengen, for hen om halsen på moderen, trak hende i mundskægget og sagde: 

»Min egen søde gedebuk, god morgen!« og moderen knipsede hende under næsen, så den blev rød og blå, men det var altsammen af bare kærlighed. 

Da så moderen havde drukket af sin flaske og fik sig en lille lur, gik røverpigen hen til rensdyret og sagde: »Jeg kunne have besynderlig lyst til endnu at kilde dig mange gange med den skarpe kniv, for så er du så morsom, men det er det samme, jeg vil løsne din snor og hjælpe dig udenfor, at du kan løbe til Lapland, men du skal tage benene med dig og bringe mig denne lille pige til snedronningens slot, hvor hendes legebroder er. Du har nok hørt, hvad hun fortalte, thi hun snak- 

kede højt nok, og du lurer!« 

Rensdyret sprang højt af glæde. Røverpigen løftede lille Gerda op og havde den forsigtighed at binde hende fast, ja endogså at give hende en lille pude at sidde på. »Det er det samme,« sagde hun. »Der har du dine lådne støvler, for det bliver koldt, men muffen beholder jeg, den er alt for nydelig! Alligevel skal du ikke fryse. Her har du min moders store bælgvanter, de når dig lige op til albuen; stik i! - Nu ser du ud på hænderne ligesom min ækle moder!« 

Og Gerda græd af glæde.