丹麦语泛读之安徒生童话:冰雪女王34

 

»Og snip-snap-snurre-basselure!« sagde røverpigen, tog dem begge to i hænderne og lovede, at hvis hun engang kom igennem deres by, så ville hun komme op at besøge dem, og så red hun ud i den vide verden, men Kay og Gerda gik hånd i hånd, og som de gik, var det et dejligt forår med blomster og grønt; kirkeklokkerne ringede, og de kendte de høje tårne, den store by, det var i den de boede, og de gik ind i den og hen til bedstemoders dør, op ad trappen, ind i stuen, hvor alt stod på samme sted som før, og uret sagde: »Dik! Dik!« og viserne drejede; men idet de gik igennem døren, mærkede de, at de var blevet voksne mennesker. Roserne fra tagrenden blomstrede ind ad de åbne vinduer, og der stod de små børnestole, og Kay og Gerda satte sig på hver sin og holdt hinanden i hænderne, de havde glemt som en tung drøm den kolde, tomme herlighed hos snedronningen. Bedstemoder sad i Guds klare solskin og læste højt af Bibelen: »Uden at I blive som børn, komme I ikke i Guds rige!« 

Og Kay og Gerda så hinanden ind i øjnene, og de forstod på én gang den gamle salme: 

»Roserne vokser i dale, 

der får vi barn Jesus i tale.« 

Der sad de begge to voksne og dog børn, børn i hjertet, og det var sommer, den varme, velsignede sommer.