»Hvor dog verden er stor!« sagde alle ungerne; thi de havde nu rigtignok ganske anderledes plads, end da de lå inde i ægget.
»Troer I, det er hele verden!« sagde moderen, »den strækker sig langt på den anden side haven, lige ind i præstens mark! Men der har jeg aldrig været! - I er her dog vel alle sammen!« og så rejste hun sig op;
»Nej, jeg har ikke alle! Det største æg ligger der endnu; hvor længe skal det vare! Nu er jeg snart ked af det!« og så lagde hun sig igen.
»Nå hvordan går det?« sagde en gammel and, som kom for at gøre visit.
»Det varer så længe med det ene æg!« sagde anden, som lå; »Der vil ikke gå hul på det! Men nu skal du se de andre! De er de dejligste ællinger jeg har set! De ligner alle sammen deres fader, det skarn, han kommer ikke og besøger mig.«
»Lad mig se det æg, der ikke vil revne!« sagde den gamle. »Du kan tro, at det er et kalkunæg! Således er jeg også blevet narret engang, og jeg havde min sorg og nød med de unger, for de er bange for vandet, skal jeg sige dig! Jeg kunne ikke få dem ud! Jeg rappede og snappede, men det hjalp ikke! - Lad mig se ægget! Jo, det er et kalkunæg! Lad du det ligge og lær de andre børn at svømme!«
»Jeg vil dog ligge lidt på det endnu!« sagde anden; »har jeg nu ligget så længe, så kan jeg ligge dyrehavstiden med!«