丹麦语泛读之安徒生童话丹麦版:丑小鸭3

»Vær så god!« sagde den gamle and, og så gik hun. Endelig revnede det store æg. »Pip! Pip!« sagde ungen og væltede ud; han var så stor og styg. Anden så på ham: »Det er da en forfærdelig stor ælling den!« sagde hun; »Ingen af de andre ser sådan ud! Det skulle dog vel aldrig være en kalkunkylling! Nå, det skal vi snart komme efter! I vandet skal han, om jeg så selv må sparke ham ud!« 

Næste dag var det et velsignet, dejligt vejr; solen skinnede på alle de grønne skræpper. Ællingemoderen med hele sin familie kom frem nede ved kanalen; plask! sprang hun i vandet: »Rap! Rap!« sagde hun og den ene ælling plumpede ud efter den anden; vandet slog dem over hovedet, men de kom straks op igen og flød så dejligt; benene gik afsig selv og alle var de ude, selv den stygge, grå unge svømmede med. 

»Nej, det er ingen kalkun!« sagde hun. »Se hvor dejligt den bruger benene, hvor rank den holder sig! Det er min egen unge! I grunden er den dog ganske køn, når man rigtig ser på den! Rap! Rap! - Kom nu med mig, så skal jeg føre jer ind i verden og præsentere jer i andegården, men hold jer altid nær ved mig, at ingen træder på jer, og tag jer i agt for katten!« 

Og så kom de ind i andegården. Der var en skrækkelig støj derinde, thi der var to familier, der sloges om et ålehoved, og så fik dog katten det.