丹麦语泛读之安徒生童话丹麦版:园丁和他的贵族主人11

I efteråret blev det en forfærdelig storm; den tog til ud på natten, så voldsomt, at mange store træer i udkanten af skoven blev rykket op med rod, og til stor sorg for herskabet, sorg, som de kaldte det, men til glæde for gartneren, blæste de to store træer om med alle fuglerederne. Man hørte i stormen rågers og kragers skrig, de slog med vingerne på ruderne, sagde folkene på gården. 

»Nu er De da glad, Larsen!« sagde herskabet. »Stormen har fældet træerne, og fuglene har søgt til skoven. Her er ikke mere syn af gammel tid; hvert tegn og hver hentydning er borte! Os har det bedrøvet!« 

Gartneren sagde ikke noget, men han tænkte på, hvad han længe havde tænkt, ret at benytte den prægtige solskinsplads, han før ikke rådede over, den skulle blive til havens pryd og herskabets glæde. 

De store omblæste træer havde kvast og knust de ældgamle buksbomhække med hele deres udklipning. Han rejste her en tykning af vækster, hjemlandsplanter fra marken og skoven.