Og den smukke blå pragtblomst, der var hentet fra køkkenhaven, blev sat ud af herskabsstuen, hvor den ikke hørte hjemme, ja herskabet gjorde en undskyldning hos prinsessen, og fortalte at blomsten var kun en køkkenurt, som gartneren havde fundet på at stille frem, men at han derfor havde fået en alvorlig irettesættelse.
»Det var synd og uret!« sagde prinsessen. »Han har jo lukket vore øjne op for en pragtblomst, vi slet ikke lagde mærke til, han har vist os dejligheden der, hvor vi ikke faldt på at søge den! Slots gartneren skal hver dag, så længe ærteskokkene har blomster, bringe mig en op i min stue!«
Og det skete.
Herskabet lod gartneren sige, at han igen kunne bringe dem en frisk ærteskokblomst.
»Den er i grunden smuk!« sagde de. »Højst mærkværdig!« Og gartneren fik ros.
»Det kan Larsen godt lide!« sagde herskabet. »Han er et forkælet barn!«