丹麦语泛读之安徒生童话丹麦版:红鞋2

Og Karen troede, det var altsammen for de røde sko, men den gamle frue sagde, at de var gruelige, og de blev brændt, men Karen selv blev klædt på rent og net; hun måtte lære at læse og sy, og folk sagde, at hun var nydelig, men spejlet sagde: »Du er meget mere end nydelig, du er dejlig!« 

Da rejste dronningen engang igennem landet og hun havde med sig sin lille datter, der var en prinsesse, og folk strømmede til uden for slottet, og der var da Karen også, og den lille prinsesse stod i fine, hvide klæder i et vindue og lod sig se på; hun havde hverken slæb eller guldkrone, men dejlige røde safianssko; de var rigtignok anderledes nette, end de mo'er skomagers havde syet til lille Karen. Intet i verden kunne dog lignes ved røde sko! 

Nu var Karen så gammel, at hun skulle konfirmeres, nye klæder fik hun, og nye sko skulle hun også have. Den rigtige skomager inde i byen tog mål af hendes lille fod, det var hjemme i hans egen stue, og der stod store glasskabe med yndige sko og blanke støvler. Det så nydeligt ud, men den gamle frue så ikke godt, og så havde hun ingen fornøjelse deraf; midt imellem skoene stod et par røde, ganske som de prinsessen havde båret; hvor de var smukke! Skomageren sagde også, at de var syet til et grevebarn, men de havde ikke passet.