丹麦语泛读之安徒生童话丹麦版:红鞋4

Om eftermiddagen vidste da den gamle frue, af alle mennesker, at skoene havde været røde, og hun sagde, at det var stygt, at det passede sig ikke og at Karen herefter, når hun gik i kirke, skulle altid gå med sorte sko, selv om de var gamle. 

Næste søndag var der altergang, og Karen så på de sorte sko, hun så på de røde - og så så hun på de røde igen og tog de røde sko på. 

Det var dejligt solskinsvejr; Karen og den gamle frue gik ad stien gennem kornet; der støvede det lidt. 

Ved kirkedøren stod en gammel soldat med en krykkestok og med et underligt langt skæg, det var mere rødt end hvidt, for det var rødt; og han bøjede sig lige ned til jorden og spurgte den gamle frue, om han måtte tørre hendes sko af. Og Karen strakte også sin lille fod ud. 

»Se hvilke dejlige dansesko!« sagde soldaten. »Sid fast når I danser!« 

og så slog han med hånden på sålerne. 

Og den gamle frue gav soldaten en lille skilling og så gik hun med Karen ind i kirken.