Nu hørte han én komme ridende på landevejen hen imod huset, det var bondekonens mand, som kom hjem.
Det var sådan en god mand, men han havde den forunderlige sygdom, at han aldrig kunne tåle at se degne; kom der en degn for hans øjne, blev han ganske rasende. Derfor var det også, at degnen var
gået ind for at sige god dag til konen, da han vidste, manden ikke var hjemme, og den gode kone satte derfor al den dejligste mad, hun havde, for ham; da de nu hørte manden kom, blev de så forskrækkede,
og konen bad degnen krybe ned i en stor kiste, der stod henne i krogen; det gjorde han, for han vidste jo at den stakkels mand ikke kunne tåle at se degne. Konen gemte gesvindt al den dejlige mad og
vin inde i sin bageovn, for havde manden fået den at se, så havde han nok spurgt, hvad det skulle betyde.
»Ak ja!« sukkede lille Claus oppe på skuret, da han så al maden blive borte.