»Men hvorfor er du straks gået herop til os igen?« spurgte store Claus. »Det havde jeg ikke gjort, når der var så nydeligt der nede!«
»Jo,« sagde lille Claus, »det er just polisk gjort af mig! Du hører jo nok, at jeg siger dig: Havpigen sagde, at en mil oppe på vejen, - og ved vejen mener hun jo åen, for andet sted kan hun ikke komme, - står endnu en hel drift kvæg til mig. Men jeg ved hvor åen går i bugter, snart her, snart der, det er jo en hel omvej, nej så gør man det kortere af, når man kan det, at komme her op på land og drive tværs over til åen igen, derved sparer jeg jo næsten en halv mil og kommer gesvindtere til mit havkvæg!«
»O, du er en lykkelig mand!« sagde store Claus, »tror du, jeg også får havkvæg, når jeg kommer ned på bunden af åen!«
»Jo, det skulle jeg tænke!« sagde lille Claus, »men jeg kan ikke bære dig i sækken hen til åen. Du er mig for tung, vil du selv gå derhen og så krybe i posen, så skal jeg med største fornøjelse kaste dig ud.«
»Tak skal du have!« sagde store Claus, »men får jeg ikke havkvæg, når jeg kommer ned, så skal jeg prygle dig, kan du tro!«