»Det er søkvæg!« sagde lille Claus, »jeg skal fortælle dig den hele historie, og tak skal du også have, fordi du druknede mig, nu er jeg oven på, er rigtig rig, kan du tro! -Jeg var så bange, da jeg lå inde i sækken, og vinden peb mig om ørerne, da du kastede mig ned fra broen i det kolde vand. Jeg sank lige straks til bunds, men jeg stødte mig ikke, for dernede vokser det dejligste græs. Det faldt jeg på, og straks blev posen lukket op, og den dejligste jomfru, i kridhvide klæder og med en grøn krans om
det våde hår, tog mig i hånden og sagde: Er du der lille Claus? Der har du for det første noget kvæg! en mil oppe på vejen står endnu en hel drift, som jeg vil forære dig! Nu så jeg, at åen var en stor landevej for havfolkene. Nede på bunden gik og kørte de lige ud fra søen og helt ind i landet, til hvor åen ender. Der var så dejligt med blomster, og det friskeste græs, og fiskene, som svømmede i vandet, de smuttede mig om ørerne, ligesom her fuglene i luften. Hvor der var pæne folk og hvor der
var kvæg, det gik på grøfter og gærder!« -