»Vil du så passe kvæget?« sagde den gamle mand, og krøb nu ind i posen, som lille Claus bandt for, og gik sin vej med alle køerne og tyrene.
Lidt efter kom store Claus ud af kirken, han tog sin sæk igen på nakken, syntes rigtignok at den var blevet så let, for den gamle kvægdriver var ikke mere end halv så tung, som lille Claus! »hvor han er
blevet let at bære! ja det er nok fordi jeg har hørt en salme!« Så gik han hen til åen, der var dyb og stor, kastede sækken med den gamle kvægdriver ud i vandet og råbte efter ham, for han troede jo, at det var lille
Claus: »Se så! nu skal du ikke narre mig mere!«
Så gik han hjemad, men da han kom hen, hvor vejene krydsede, mødte han lille Claus, som drev af sted med alt sit kvæg.
»Hvad for noget!« sagde store Claus, »har jeg ikke druknet dig!«
»Jo!« sagde lille Claus, »du kastede mig jo ned i åen for en lille halv time siden!«
»Men hvor har du fået alt det dejlige kvæg fra?« spurgte store Claus.