丹麦语泛读之安徒生童话丹麦版: 野天鹅7

Hun hørte vandet plaske, der var mange store kildevæld, som alle faldt ud i en dam, hvor der var den dejligste sandbund; rigtignok voksede her tætte buske rundt om, men på ét sted havde hjortene gravet en stor åbning, og her gik Elisa hen til vandet, der var så klart, at havde vinden ikke rørt grene og buske således, at de bevægede sig, da måtte hun have troet, at de var malet af nede på bunden, så tydeligt spejlede sig der hvert blad, både det, solen skinnede igennem og det, der ganske Hele natten drømte hun om sine brødre; de legede igen som børn, skrev med diamantgriffel på guldtavle og så i den dejlige billedbog, der havde kostet det halve rige; men på tavlen skrev de ikke, som før, kun nuller og streger, nej de dristigste bedrifter, de havde udført, alt hvad de havde oplevet og set; og i billedbogen var alt levende, faglene sang, og menneskene gik ud af bogen og talte til Elisa og hendes brødre, men når hun vendte bladet, sprang de straks igen ind, for at der ikke skulle komme vildrede i billederne.