丹麦语泛读之安徒生童话丹麦版: 野天鹅8

Da hun vågnede, var solen allerede højt oppe; hun kunne rigtignok ikke se den, de høje træer bredte deres grene tæt og fast ud, men strålerne spillede derude ligesom et viftende guldflor; der var en duft af det grønne, og fuglene var nær ved at sætte sig på hendes skuldre. 

Hun hørte vandet plaske, der var mange store kildevæld, som alle faldt ud i en dam, hvor der var den dejligste sandbund; rigtignok voksede her tætte buske rundt om, men på ét sted havde hjortene gravet en stor åbning, og her gik Elisa hen til vandet, der var så klart, at havde vinden ikke rørt grene og buske således, at de bevægede sig, da måtte hun have troet, at de var malet af nede på bunden, så tydeligt spejlede sig der hvert blad, både det, solen skinnede igennem og det, der ganske Da hun vågnede om morgenen, vidste hun ikke, om hun havde drømt det, eller om det virkelig var sådan. 

Hun gik nogle skridt fremad, da mødte hun en gammel kone med bær i sin kurv, den gamle gav hende nogle af disse. Elisa spurgte, om hun ikke havde set elleve prinser ride igennem skoven.