丹麦语泛读之安徒生童话丹麦版: 野天鹅9

»Nej,« sagde den gamle, »men jeg så i går elleve svaner med guldkrone på hovedet svømme ned ad åen tæt herved!« 

Og hun førte Elisa et stykke længere frem til en skrænt; neden for denne bugtede sig en å; træerne på dens bredder strakte deres lange bladfulde grene over imod hinanden, og hvor de, efter deres naturlige vækst, ikke kunne nå sammen, der havde de revet rødderne løs fra jorden og hældede ud over vandet med grenene flettede i hinanden. 

Elisa sagde farvel til den gamle og gik langs med åen, til hvor denne flød ud i den store, åbne strand. 

Hele det dejlige hav lå for den unge pige; men ikke en sejler viste sig derude, ikke en båd var der at se, hvordan skulle hun dog komme længere bort. Hun betragtede de utallige småsten på bredden; vandet havde slebet dem alle runde. Glas, jern, sten, alt hvad der lå skyllet op, havde taget skikkelse af vandet, der dog var langt blødere end hendes fine hånd. »Det bliver utrætteligt ved at rulle, og så jævner sig det hårde, jeg vil være lige så utrættelig! Tak for jeres lærdom, I klare, rullende bølger; engang, det siger mit hjerte mig, vil I bære mig til mine kære brødre!«