丹麦语泛读之安徒生童话丹麦版: 野天鹅20

»Hvordan er du kommet her, du dejlige barn!« sagde han. Elisa rystede på hovedet, hun turde jo ikke tale, det gjaldt hendes brødres frelse og liv; og hun skjulte sine hænder under forklædet, at kongen ikke skulle se, hvad hun måtte lide. 

»Følg med mig!« sagde han, »her må du ikke blive! Er du god, som du er smuk, da vil jeg klæde dig i silke og fløjl, sætte guldkronen på dit hoved, og du skal bo og bygge i mit rigeste slot!« - og så løftede han hende op på sin hest; hun græd, vred sine hænder, men kongen sagde: 

»Jeg vil kun din lykke! engang skal du takke mig derfor!« og så for han af sted mellem bjergene, og holdt hende foran på hesten, og jægerne jog bagefter. 

Da solen gik ned, lå den prægtige kongestad, med kirker og kupler foran, og kongen førte hende ind i slottet, hvor store vandspring plaskede i de høje marmorsale, hvor vægge og loft prangede med malerier, men hun havde ikke øjne derfor, hun græd og sørgede; godvillig lod hun kvinderne iføre hende kongelige klæder, flette perler i hendes hår, og trække fine handsker over de forbrændte fingre.