丹麦语泛读之安徒生童话丹麦版: 野天鹅21

Da hun stod der i al sin pragt, var hun så blændende smuk, at hoffet bøjede sig endnu dybere for hende, og kongen kårede hende til sin brud, skønt ærkebiskoppen rystede på hovedet, og hviskede, at den 

smukke skovpige vist var en heks, hun blændede deres øjne og bedårede kongens hjerte. 

Men kongen hørte ikke derpå, lod musikken klinge, de kosteligste retter frembære, de yndigste piger danse om hende og hun blev ført gennem duftende haver ind i prægtige sale; men ikke et smil gik over hendes læber, eller frem i hendes øjne, sorgen stod der, som evig arv og eje. Nu åbnede kongen et lille kammer tæt ved, hvor hun skulle sove; her var pyntet med kostelige grønne tæpper, og lignede ganske hulen, hvori hun havde været; på gulvet lå det bundt hør, hun havde spundet af nælderne, og under loftet hang panserskjorten, der var strikket færdig; alt dette havde en af jægerne taget til sig, som noget kuriøst.