Gid I og eders efterkommere, indtil den sidste gaskandelaber, må opleve og kunne fortælle ligeså mærkelige ting, som vi, når I engang får afsked, og det får I! Det må I være forberedt på. Menneskene finder nok på en stærkere belysning end gas. Jeg har hørt en student sige, at man ymtede om at de ville komme til at brænde søvand.« Det spruttede i vægen, da lygten sagde disse ord; det var som den allerede havde vand i sig.
Gudfader hørte nøje efter, tænkte over det og fandt, at det var en udmærket idé af de gamle lygter, i denne overgangsaften fra tran til gas at fortælle og fremvise hele Kjøbenhavns historie. »En god idé må man ikke slippe,« sagde Gudfader. »Jeg tog den straks, gik hjem og lavede denne billedbog til dig, den går endnu længere tilbage i tiden end lygterne kunne.
Her er bogen, her er historien:
»Københavns liv og levned«,