Der kommer nu én med nedslået blik, med hatten i hånden, og det er just den mand, i den tid, som vi nævner højt:
»Som rensende stormvind hans tale klang,
til solskin i kommende dage;
indsmuglede noder som græshopper sprang
den vej, de var kommet, tilbage.«14
Det er snildet og lunet, det er Ludvig Holberg. Den danske scene, hans storheds slot, har man lukket, som var det forargelsens bo. Al glæde er skrinlagt; dans, sang og musik er forbudt og lyst bort. Nu råder den mørke kristendom.
»Der Danenprinz!« som hans moder ham kaldte, nu kommer hans tid med solskinsvejr, med fuglenes sang, med glæde, danskhed og lystighed: Kong Frederik V er konge. Og lænkerne tages fra pladsen ved slottet; den danske scene er åbnet igen, der er latter og lyst, der er godt humør. Og bønderne rider sommer i by! Det er munterhedstid efter fastetid og forknytteisens tid. Det skønne trives, sætter blomst og frugt i toner, i farver, i bildende kunst.