丹麦语泛读之安徒生童话:雪人5

»Og hvorfor forlod du hende?« sagde snemanden. Han følte at det måtte være et hunkønsvæsen. »Hvor kunne du forlade et sådant sted?« 

»Det var jeg nok nødt til,« sagde lænkehunden. »De smed mig udenfor og satte mig her i lænke. Jeg havde bidt den yngste junker i benet, for han stødte fra mig det ben, jeg gnavede på; og ben for ben, tænker jeg! Men det tog de ilde op, og fra den tid har jeg stået i lænke, og har mistet min klare røst, hør hvor hæs jeg er: væk! væk! Det blev enden på det.« 

Snemanden hørte ikke mere efter; han så stadig ind i husholder- skens kælderetage, ned i hendes stue, hvor kakkelovnen stod på sine fire jernben og viste sig i størrelse som snemanden selv. 

»Det knager så underligt i mig,« sagde han. »Skal jeg aldrig komme derind? Det er et uskyldigt ønske, og vore uskyldige ønsker må dog vist blive opfyldt. Det er mit højeste ønske, mit eneste ønske, og det ville være næsten uretfærdigt, om det ikke blev stillet tilfreds. Jeg må derind, jeg må hælde mig op til hende, om jeg også skal knuse vin- duet.« 

»Der kommer du aldrig ind,« sagde lænkehunden, »og kom du til kakkelovnen, så var du væk! væk!« 

»Jeg er så godt som væk,« sagde snemanden, »jeg brækker over, tror jeg.« 

Hele dagen stod snemanden og så ind ad vinduet; i tusmørket blev stuen endnu mere indbydende; fra kakkelovnen lyste det så mildt, som ikke månen lyser og heller ikke solen, nej, som kun kakkelovnen kan lyse, når der er noget i den. Gik de med døren, så slog luen ud, det var den i vane med; det blussede ordentligt rødt i snemandens hvide an- sigt, det lyste rødt lige op af hans bryst. 

»Jeg holder det ikke ud,« sagde han. »Hvor det klæder hende at række tungen ud!« 

Natten var meget lang, men ikke for snemanden, han stod i sine egne dejlige tanker og de frøs, så de knagede.