丹麦语泛读之安徒生童话:雪人6

I morgenstunden var kældervinduerne frosset til, de bar de dejligste isblomster, nogen snemand kunne forlange, men de skjulte kakkelov- nen. Ruderne ville ikke tø op, han kunne ikke se hende. Det knagede, det knasede, det var just et frostvejr, der måtte fornøje en snemand, men han var ikke fornøjet; han kunne og burde have følt sig så lykke- lig, men han var ikke lykkelig, han havde kakkelovns-længsel. 

»Det er en slem syge for en snemand,« sagde lænkehunden; »jeg har også lidt af den syge, men jeg har overstået den; væk! væk! - Nu får vi vejrskifte.« 

Og der blev vejrskifte, det slog om i tø. 

Tøvejret tog til, snemanden tog af. Han sagde ikke noget, han kla- gede ikke, og det er det rigtige tegn. En morgen styrtede han. Der stak noget ligesom et kosteskaft i vejret, hvor han havde stået, det havde drengene rejst ham om.