丹麦语泛读之安徒生童话丹麦版:丑小鸭5

»De andre ællinger er nydelige!« sagde den gamle, »lad nu, som I var hjemme, og finder I et ålehoved, så kan I bringe mig det!« 

Og så var de som hjemme. 

Men den stakkels ælling, som sidst var kommet ud af ægget, og så så fæl ud, blev bidt, puffet og gjort nar af, og det både af ænderne og hønsene. »Han er for stor!« sagde de alle sammen, og den kalkunske hane, der var født med sporer og troede derfor, at han var kejser, pustede sig op som et fartøj for fulde sejl, gik lige ind på ham og så pludrede den og blev ganske rød i hovedet. Den stakkels ælling vidste hverken hvor den turde stå eller gå, den var så bedrøvet, fordi den så så styg ud og var til spot for hele andegården. 

Således gik det den første dag, og siden blev det værre og værre. Den stakkels ælling blev jaget af dem alle sammen, selv hans søskende var så onde imod ham, og de sagde altid: »Bare katten ville tage dig, dit fæle spektakel!« og moderen sagde: »Gid du bare var langt borte!« og ænderne bed ham, og hønsene huggede ham, og pigen, som skulle give dyrene æde, sparkede til ham med foden. 

Da løb og fløj han hen over hegnet; de små fugle i buskene for forskrækket i vejret: »Det er, fordi jeg er så styg,« tænkte ællingen og lukkede øjnene, men løb alligevel af sted! Så kom den ud i den store mose, hvor vildænderne boede. Her lå den hele natten, den var så træt og sorrigfuld. 

Om morgenen fløj vildænderne op, og de så på den nye kammerat.