丹麦语泛读之安徒生童话丹麦版:丑小鸭7

Først langt ud på dagen blev der stille, men den stakkels unge turde endnu ikke rejse sig, den ventede flere timer endnu før den så sig om, og så skyndte den sig af sted fra mosen, alt hvad den kunne. 

Den løb over mark og eng, der var en blæst, så at den havde hårdt ved at komme af sted. 

Mod aften nåede den et fattigt, lille bondehus; det var så elendigt, at det ikke selv vidste til hvad side det ville falde, og så blev det stående. Blæsten susede således om ællingen, at han måtte sætte sig på halen for at holde imod; og det blev værre og værre. Da mærkede han, at døren var gået af det ene hængsel, og hang så skævt, at han igennem sprækken kunne smutte ind i stuen, og det gjorde han. 

Her boede en gammel kone med sin kat og sin høne, og katten, som hun kaldte Sønneke, kunne skyde ryg og spinde, han gnistrede sågar, men så måtte man stryge ham mod hårene; hønen havde ganske små, lave ben, og derfor kaldtes den Kykkelilavben; den lagde mange æg, og konen holdt af den, som sit eget barn.