丹麦语泛读之安徒生童话丹麦版:丑小鸭8

Om morgenen mærkede man straks den fremmede ælling, og katten begyndte at spinde og hønen at klukke. 

»Hvad for noget!« sagde konen og så rundt omkring, men hun så ikke godt, og så troede hun, at ællingen var en fed and, der havde forvildet sig. »Det var jo en rar fangst!« sagde hun, »nu kan jeg få andeæg, er den bare ikke en andrik! Det må vi prøve!« 

Og så blev ællingen antaget på prøve i tre uger, men der kom ingen æg. Og katten var herre i huset og hønen var madame, og alletider sagde de: »Vi og verden!« For de troede, at de var halvparten, og det den allerbedste del. Ællingen syntes, at man kunne også have en anden mening, men det tålte hønen ikke. 

»Kan du lægge æg?« spurgte hun. 

»Nej!« 

»Ja, vil du så holde din mund!« 

Og katten sagde: »Kan du skyde ryg, spinde og gnistre?« 

»Nej!« 

»Ja, så skal du ikke have mening, når fornuftige folk taler!« 

Og ællingen sad i krogen og var i dårligt humør; da kom den til at tænke på den friske luft og solskinnet! Den fik sådan en forunderlig lyst til at flyde på vandet, til sidst kunne den ikke lade være, den måtte sige det til hønen.