丹麦语泛读之安徒生童话丹麦版:丑小鸭10

»Jeg tror, jeg vil gå ud i den vide verden!« sagde ællingen. 

»Ja, gør du det!« sagde hønen. Og så gik ællingen; den flød på vandet, den dykkede ned, men af alle dyr var den overset for sin grimhed. Nu faldt efteråret på, bladene i skoven blev gule og brune, blæsten tog fat i dem, så de dansede omkring, og oppe i luften så der koldt ud; skyerne hang tunge med hagl og snefnug, og på gærdet stod ravnen og skreg »au! au!« af bare kulde; ja man kunne ordentlig fryse, når man tænkte derpå; den stakkels ælling havde det rigtignok ikke godt. En aften, solen gik så velsignet ned, kom der en hel flok dejlige, store fugle ud af buskene, ællingen havde aldrig set nogen så smukke, de var ganske skinnende hvide, med lange, smidige halse; det var sva- 

ner, de udstødte en ganske forunderlig lyd, bredte deres prægtige, lange vinger ud og fløj bort fra de kolde egne til varmere lande, til åbne søer! De steg så højt, så højt, og den grimme, lille ælling blev så forunderlig til mode; den drejede sig rundt i vandet ligesom et hjul, rakte halsen højt op i luften efter dem, udstødte et skrig så højt og forunderligt, at den selv blev bange derved. O, den kunne ikke glemme de dejlige fugle, de lykkelige fugle, og så snart den ikke længere øjnede dem, dykkede den lige ned til bunden, og da den kom op igen, var den ligesom ude afsig selv. Den vidste ikke, hvad fuglene hed, ikke hvor de fløj hen, men dog holdt den af dem, som den aldrig havde holdt af nogen; den misundte dem slet ikke, hvor kunne det falde den ind at ønske sig en sådan dejlighed, den ville være glad, når bare dog ænderne ville have tålt den imellem sig! - Det stakkels, grimme dyr! Og vinteren blev så kold, så kold; ællingen måtte svømme om i vandet, for at holde det fra at fryse rent til; men hver nat blev hullet, hvori den svømmede, smallere og smallere; det frøs, så det knagede i isskorpen; ællingen måtte altid bruge benene, at vandet ikke skulle lukkes; til sidst blev den mat, lå ganske stille og frøs så fast i isen.