丹麦语泛读之安徒生童话丹麦版:丑小鸭11

Tidlig om morgenen kom en bondemand, han så den, gik ud og slog med sin træsko isen i stykker og bar den så hjem til sin kone. Der blev den livet op. 

Børnene ville lege med den, men ællingen troede, at de ville gøre den fortræd, og for, i forskrækkelse, lige op i mælkefadet, så at mælken skvulpede ud i stuen; konen skreg og slog hænderne i vejret, og da fløj den i truget, hvor smørret var, og så ned i meltønden og op igen; nå, 

hvor den kom til at se ud! Konen skreg og slog efter den med ildklemmen, og børnene løb hinanden overende for at fange ællingen, og de lo, og de skreg! - Godt var det, at døren stod åben, ud for den imellem buskene i den nyfaldne sne - der lå den, ligesom i dvale. 

Men det ville blive alt for bedrøveligt at fortælle al den nød og elendighed, den måtte prøve i den hårde vinter - den lå i mosen mellem rørene, da solen igen begyndte at skinne varmt; lærkerne sang 

- det var dejligt forår. 

Da løftede den på én gang sine vinger, de bruste stærkere end før og bar den kraftigt af sted; og før den ret vidste det, var den i en stor have, hvor æbletræerne stod i blomst, hvor syrenerne duftede og hang på de lange, grønne grene lige ned imod de bugtede kanaler! O, her var så dejligt, så forårsfriskt! Og lige foran, ud af tykningen, kom tre dejlige, hvide svaner; de bruste med fjerene og flød så let på vandet. Ællingen kendte de prægtige dyr og blev betaget af en forunderlig sørgmodighed.