丹麦语泛读之安徒生童话丹麦版:红鞋6

Hjemme blev skoene sat op i et skab, men Karen kunne ikke lade være at se på dem. 

Nu lå den gamle frue syg, de sagde at hun kunne ikke leve! 

Plejes og passes skulle hun og ingen var nærmere til det, end Karen; men henne i byen var der et stort bal, Karen var inviteret; - hun så på den gamle frue, der jo dog ikke kunne leve, hun så på de røde sko, og det syntes hun der ingen synd var i; - hun tog de røde sko på, det kunne hun jo også nok; men så gik hun på bal og så begyndte hun at danse. 

Men da hun ville til højre, så dansede skoene til venstre, og da hun ville op ad gulvet, så dansede skoene ned ad gulvet, ned ad trappen, gennem gaden og ud af byens port. Danse gjorde hun og danse måtte hun, lige ud i den mørke skov. 

Da skinnede det oppe mellem træerne og hun troede at det var månen, for det var et ansigt, men det var den gamle soldat med det røde skæg, han sad og nikkede og sagde: »Se hvilke dejlige dansesko!« 

Da blev hun forfærdet og ville kaste de røde sko, men de hang fast, og hun flængede sine strømper af, men skoene var vokset fast til hendes fødder, og danse gjorde hun og danse måtte hun over mark og eng, i regn og solskin, ved nat og ved dag, men om natten var det grueligt.