丹麦语泛读之安徒生童话丹麦版:红鞋7

Hun dansede ind på den åbne kirkegård, men de døde der dansede ikke, de havde noget meget bedre at bestille end at danse; hun ville sætte sig på den fattiges grav, hvor den bitre regnfang groede, men for hende var ikke ro eller hvile, og da hun dansede hen imod den åbne kirkedør, så hun der en engel i lange, hvide klæder, med vinger som nåede ham fra skuldrene ned til jorden, hans ansigt var strengt og alvorligt, og i hånden holdt han et sværd, så bredt og skinnende. 

»Danse skal du!« sagde han. »Danse på dine røde sko, til du bliver bleg og kold! Til din hud skrumper sammen som en benrads! Danse skal du fra dør til dør og hvor der bor stolte, forfængelige børn, skal du banke på, så at de hører dig og frygter dig! Danse skal du, danse -!« 

»Nåde!« råbte Karen. Men hun hørte ikke hvad englen svarede, thi skoene bar hende igennem lågen, ud på marken, over vej og over sti og altid måtte hun danse. 

En morgenstund dansede hun forbi en dør, hun kendte godt; indenfor lød salmesang, de bar en kiste ud, som var pyntet med blomster; da vidste hun, at den gamle frue var død, og hun syntes, at nu var hun forladt af alle og forbandet af Guds engel.