Danse gjorde hun og danse måtte hun, danse i den mørke nat.
Skoene bar hende af sted over tjørne og stubbe, og hun rev sig til blods; hun dansede hen over heden til et lille ensomt hus. Her vidste hun, at skarpretteren boede, og hun bankede med fingeren på ruden
og sagde:
»Kom ud! - Kom ud! -Jeg kan ikke komme ind, for jeg danser!«
Og skarpretteren sagde: »Du ved nok ikke, hvem jeg er? Jeg hugger hovedet af de onde mennesker, og jeg kan mærke, at min økse dirrer!«
»Hug ikke hovedet af mig!« sagde Karen, »for så kan jeg ikke angre min synd! Men hug mine fødder af med de røde sko!«
Og så skriftede hun hele sin synd, og skarpretteren huggede fødderne med de røde sko af hende; men skoene dansede med de små fødder hen over marken ind i den dybe skov.