»Ja, det er en anden sag!« sagde lille Claus, og lukkede kisten op. Degnen krøb straks ud og stødte den tomme kiste ud i vandet, og gik til sit hjem, hvor lille Claus fik en hel skæppe penge, en havde han jo fået forud af bondemanden, nu havde han da hele sin trillebør fuld af penge!
»Se, den hest fik jeg da ganske godt betalt!« sagde han til sig selv, da han kom hjem i sin egen stue, og væltede alle pengene ud i en stor hob midt på gulvet. »Det vil ærgre store Claus, når han får at vide, hvor rig jeg er blevet ved min ene hest, men jeg vil dog ikke lige rent ud sige ham det!«
Nu sendte han en dreng hen til store Claus, for at låne et skæppemål.
»Hvad mon han vil med det!« tænkte store Claus, og smurte tjære under bunden for at der kunne hænge lidt ved af det, som måltes, og det gjorde der da også, thi da han fik skæppen tilbage, hang der tre nye sølv-otte-skillinger ved.
»Hvad for noget?« sagde den store Claus, og løb straks hen til den lille: »Hvor har du fået alle de mange penge fra?«