»O, det er for min hestehud, jeg solgte den i aftes!«
»Det var såmænd godt betalt!« sagde store Claus, løb gesvindt hjem, tog en økse, og slog alle sine fire heste for panden, trak huden af dem, og kørte med disse ind til byen.
»Huder! huder, hvem vil købe huder!« råbte han igennem gaderne. Alle skomagere og garvere kom løbende, og spurgte, hvad han ville have for dem.
»En skæppe penge for hver!« sagde store Claus.
»Er du gal?« sagde de alle sammen, »tror du, vi har penge i skæppevis?«
»Huder, huder! hvem vil købe huder!« råbte han igen, men alle dem, som spurgte, hvad huderne kostede, svarede han: »En skæppe penge.«
»Han vil gøre nar af os!« sagde de alle sammen, og så tog skomagerne deres spanderemme og garverne deres skødskind, og begyndte at prygle på store Claus.