丹麦语泛读之安徒生童话丹麦版: 野天鹅30

 

»Nu tør jeg tale!« sagde hun, »jeg er uskyldig!« 

Og folket, som så, hvad der var sket, bøjede sig for hende som for en helgeninde, men hun sank livløs i brødrenes arme, således havde spænding, angst og smerte virket på hende. 

»Ja, uskyldig er hun!« sagde den ældste broder, og nu fortalte han alt hvad der var sket, og medens han talte, udbredte sig en duft, som af millioner roser, thi hver brændestykke i bålet havde slået rødder og skudt grene; der stod en duftende hæk, så høj og stor med røde roser; øverst sad én blomst, hvid og skinnende, den lyste, som en stjerne; den brød kongen, satte den på Elisas bryst, da vågnede hun med fred og lyksalighed i sit hjerte. 

Og alle kirkeklokker ringede af sig selv og faglene kom i store flokke; det blev et bryllupstog tilbage til slottet, som endnu ingen konge havde set det.